Hop til indhold

Digital uafhængighed får stort fokus i valgkampen - men kunne Danmark have reageret meget tidligere?

I går den 17. marts 2026 deltog Semaphor i valgarrangementet om Danmarks digitale fremtid arrangeret af Foreningen Digital Uafhængighed, Digital Stemme og ADD. Fem politikere diskuterede vejen til digital suverænitet og afgav hver et konkret, målbart digitalt valgløfte.

18. marts 2026

Samme dag havde tre forskere fra Syddansk Universitet en kronik i Altinget om de reelle muligheder for at genvinde europæisk suverænitet.

I sidste uge udtalte syv politikere sig til dr.dk om digital sikkerhed i forbindelse med MitID. Samme dag bad DM-digi fire forskere stille spørgsmål om Danmarks digitale fremtid til fire digitaliseringsordførere.

Alt sammen prisværdige initiativer. Spørgsmålet er om kampen for digital uafhængighed kunne være indledt længe før? Har Danmark overset tydeligt tegn på bunden digital afhængighed – og er vi hurtige nok til at gøre ord til handling og indhente den tabte tid?

Forsinket reaktion på en årtier gammel problemstilling?
Danmark har været afhængig af amerikansk big-tech i flere årtier. I mange sammenhænge fremstår det imidlertid som om denne dybe afhængighed er af nyere dato.

Det er første gang, at digital suverænitet er en synlig del af valgkampen. Inden for det sidste års tid er der opstået flere nye foreninger, der har fokus på digital uafhængighed – hvilket ikke er sket før.

En undersøgelse lavet af Norstat for Foreningen Digital Uafhængighed viser, at danskerne i 2025 ser det som et politisk ansvar at arbejde for digital uafhængighed. De er ikke blevet spurgt tidligere. Digital suverænitet er et nyt folkekrav, som politikerne har grebet fat i.

Adspurgte politikere lige fra SF, Radikale og Alternativet til Konservative, Venstre og Liberal Alliance anser digital suverænitet som et væsentligt område at lovgive inden for.

Tre forskere fra Syddansk Universitet fastslår, at Danmark skal rykke nu og rykke effektivt for at fremme egenudviklede open-source- eller decentraliserede sociale netværk og kommunikationsværktøjer.

Optakten har været langvarig - og kun få så det komme
Hele Danmarks afhængighed af amerikansk big-tech har været årtier undervejs. Ingen var synderligt kritiske - amerikanerne var vores venner og allierede. Og dog må flere i it-branchen have gennemskuet udviklingen. Der var tydelige tegn på monopol tilstande og bunden digital afhængighed. Enkelte råbte vagt i gevær uden at blive taget særlig alvorlig. I en artikel på dit.dk tilbage fra 2017 spår Tobias Fonsmark, at open source og kryptering kommer til at præge it-området i de kommende år. Tobias fortæller, at han generelt kun bruger open source software - og at det handler om at beskytte fortrolig data.

Ingen tvivl om at Danmark har sovet i timen. Derfor skal den tabte tid indhentes med massiv politisk handlekraft omkring digital uafhængighed og datasuverænitet - bakket op fra alle sider af it-branchen, erhvervslivet og borgerne. Der er ingen tid at spilde.

➡️ Interview med Tobias Fonsmark på Dansk ITs dit.dk den 1.11.2017

➡️ Valgarrangement den 17.3.26 med fem politikere i debat om digital suverænitet

➡️ Tre forskere fra Syddansk Universitet efterlyser politisk vilje og investeringer i kronik i Altinget 17.3.26

➡️ Politikere fra syv partier udtaler sig om digital sikkerhed i forbindelse med MitID, dr.dk den 10.3.26

➡️ Fire forskere stiller spørgsmål om Danmarks digitale fremtid til fire digitaliseringsordførere på dm.dk den 10.3.26