Hop til indhold

Frankrig sætter turbo på digital uafhængighed

Frankrig viser vejen til uafhængighed og autonomi. Følger Danmark mon snart efter eller fortsætter verdens mest digitaliserede land med at nøle?

22. april 2026

Fra Windows til Linux

På initiativ fra den franske premierminister afholdt Frankrig den 8. april 2026 sit hidtil mest omfattende tværministerielle seminar med det klare formål at reducere Frankrigs digitale afhængighed af ikke-europæiske udbydere. DINUM, der er det tværministerielle direktorat for digitale anliggender, stod sammen med generaldirektoratet for virksomheder (DGE), Frankrigs nationale cybersikkerhedsagentur (ANSSI) og det statslige indkøbsdirektorat (DAE) for arrangementet.

I flere år har den franske regering talt om digital suverænitet, men nu bliver der for alvor sat handling bag ordene.

Vi kan ikke længere acceptere, at vores data, infrastruktur og strategiske beslutninger er afhængige af løsninger, hvis regler, priser, udvikling og risici, vi ikke kontrollerer. Overgangen er i gang: Vores ministerier, operatører og industrielle partnere iværksætter nu et hidtil uset initiativ for at kortlægge vores afhængigheder og styrke vores digitale suverænitet” som David Amiel, minister for offentlig handling og offentlige regnskaber sagde.

I Frankrig er det allerede annonceret, at man i det offentlige system hurtigst muligt vil bevæge sig væk fra Windows til fordel for arbejdsstationer, der kører Linux operativsystemet.

Fra PC’er til AI
På seminariet den 8. april fastslog DINUM, at alle (!) franske ministerier inklusive operatører skal formalisere sin egen plan frem mod digital uafhængighed inden efteråret 2026 med fokus på følgende områder:

✅ arbejdsstationer
✅ samarbejdsværktøjer
✅ antivirus software
✅ kunstig intelligens
✅ databaser
✅ virtualisering
✅ netværksudstyr

Disse handlingsplaner vil danne baggrund for at fastsætte et mere præcist kvantificeret reduktionsmål med en klar tidslinje.

En strategisk nødvendighed
Det lyder fra franskmændene at digital suverænitet er en “strategisk nødvendighed” og at “Staten kan ikke længere blot anerkende sin afhængighed; den skal bryde fri fra den”.

Tiden går og der er endnu ikke dannet en regering i Danmark her godt en måned efter valgdagen. Måske var det en ide at den kongelige undersøger Mette Frederiksen samlede partilederne til et seminar om digital uafhængighed?

Digital uafhængighed er måske mindre sexet end kunstig intelligens, men det er mindst ligeså afgørende for Danmarks, og Europas, fremtid i den nye verdensorden. Til sådan et seminar kunne man jo passende invitere vores Tobias Fonsmark som oplægsholder, ligesom han i foråret sidste år deltog i konferencer arrangeret af den franske stat om digital uafhængighed.

Handling bag ordene
Der er ingen tvivl om, at Frankrig sætter handling bag ordene om digital uafhængighed snarest muligt.

Fra Anne Le Hénanff, der er ministerdelegeret for Kunstig Intelligens og Digitale Anliggender, lyder det:”Digital suverænitet er ikke en mulighed - det er en strategisk nødvendighed. Europa skal udstyre sig med midlerne til at nå sine ambitioner, og Frankrig fører an ved at accelerere skiftet mod suveræne, interoperable og bæredygtige løsninger. Ved at reducere vores afhængighed af ikke-europæiske løsninger sender staten et klart budskab: et budskab om en offentlig myndighed, der genvinder kontrollen over sine teknologiske valg i tjeneste for sin digitale suverænitet.

Hos Semaphor er Tobias Fonsmark begejstret over den handlekraft, som Frankrig lægger for dagen: “For godt et år siden var jeg til konferencen Rules as code Europe i Frankrig - og her bemærkede jeg, hvor ambitiøs den franske stat er med henblik på at opnå digital uafhængighed. Jeg mødtes med rådgivere i det franske digitaliseringsministerium for at diskutere vejen frem. Udspillet fra seminariet den 8. april bekræfter, at Frankrig virkelig rykker på at opnå digital uafhængighed. De udviser mod og handlekraft, hvilket vores danske politikere med fordel kunne tage ved lære af.


Læs pressemeddelelsen fra DINUM (på fransk) her.