Hop til indhold

Nextcloud Enterprise Day i København den 20. Oktober 2026

Efter succesen med Nextcloud Enterprise Day i København sidste år, gentog Nextcloud begivenheden den 20.10.26 i Tivoli Hotel & Congress Center. Danmark er interessant i Nextcloud sammenhæng fordi vi er et af de mest digitaliserede lande i Europa. Samtidig har digital suverænitet stået højt på dagsordenen i Danmark de seneste år. Spørgsmålet er, hvordan og hvor hurtigt vores afhængighed af big tech kan reduceres.

10. november 2026

På Nextcloud Enterprise Day 2026 blev det indledningsvis slået fast, at Danmark er stærkt afhængig af big-tech både hvad angår ikke-sikre kommunikationsveje som mails og onlinemøder, men især opbevaring af følsomme data i udenlandske cloud løsninger. I denne sammenhæng kommer Nextcloud ind i billedet som et alternativ baseret på open source applikationer, der kører på en open source infrastruktur drevet af en europæisk institution.


Dagens hovedoplæg kom fra Christina Kjær fra Erhvervslivets Tænketank og Anders Henriksen fra Copenhagen Intelligence (tidligere PET), der tog udgangspunkt i de aktuelle geopolitiske forhold. Balancen mellem stormagterne er ændret, der er opstået revner i de tidligere relationer og en ny verdensorden træder frem. Det kræver en revideret tilgang til alt, hvad der vedrører Danmarks sikkerhedspolitiske forhold og erhvervsmæssige konkurrenceevne. Her kommer vores afhængighed af big tech ind i billedet. De to var enige om, at Danmark må øge fokus på digital suverænitet. Danmarks afhængighed af big tech er identificeret, nu bør de følsomme brancher definere risikominimerende strategier, såsom at finde europæiske alternativer og omstille forsyningskæder.
Konklusionen var, at digital suverænitet i sidste ende handler om Danmarks sikkerhed og økonomiske overlevelse.

I løbet af dagen fulgte en række andre spændende indlæg. Nogle med nyheder som partnerskabet mellem Nextcloud og DTU Computerome, der har resulteret i en komplet samarbejdsplatform med fildeling, dokumentredigering, kalender, chat, videomøder og AI-assistent, der kører på dansk infrastruktur og under dansk kontrol. Andre om nye løsningsmodeller som Christian Koerner fra Ishøj Kommune, der fortalte om hvordan de driver Microsoft og Nextcloud med EuroOffice side om side. I stedet for en brat afsked med big tech opnås et parallelt forløb frem mod større digital handlefrihed.

Om eftermiddagen dækkede to breakout-spor den praktiske side af “switching”. Forskellige indlægsholdere demonstrerede, hvordan organisationer kan bevæge sig væk fra Jira, Confluence, Projectplace og Microsoft uden at miste data eller ødelægge arbejdsgange. Oplægsholdere omfattede det danske open source-firma Magenta, projektstyringsudbyderen OpenProject, migrationsspecialisten audriga, vidensstyringsudbyderen XWiki, Microsoft-integrationsspecialisten Sendent og Collabora Productivity. Arrangementet sluttede med et panel om EU's planlagte lov om Cloud and AI Development Act (CADA).

Gennem dagen stod det klart, at der er stor efterspørgsel på open source alternativer til big-tech så som Nextcloud. Spørgsmålet er, hvordan Nextcloud formår at balancere mellem at være et open source produkt, der pr. definition er tilgængeligt for alle – og den kommercielle tech-virksomhed, den har udviklet sig til. Da Frank Karlitschek i 2010 udviklede ownCloud, holdt han fast i, at erhvervslicenser ville ødelægge open source ideen og svigte det store fællesskab. I protest forlod Frank i 2016 ownCloud og dannede i stedet Nextcloud. Ideen var, at ingen funktioner må låses bag tidsbegrænsede licenser - og alt hvad Nextcloud udvikler, er gratis tilgængeligt. Fra 2018 har Nextcloud haft stor kommerciel succes og har udfordret Microsoft og Google på den globale scene. Udfordringen er, at holde fast i sit DNA som open source pioner uden at overtage big-tech giganternes utilgængelighed og akumuleringstrang.