Hop til indhold

Open source er ikke plug and play – nogen skal gå forrest

Microsoft tilhængere og open source entusiaster mødtes på Kommunal Digital Inspirationsdag. Hvad er prisen for digital uafhængighed? Hvordan kan open source alternativer integreres bedst muligt? Kan kommunerne bryde afhængigheden af big tech uden at gå på kompromis med drift, sikkerhed og økonomi?

22. juni 2026

Det var de centrale spørgsmål den 18. juni på Kommunal Digital Inspirationsdag: Mere digital handlefrihed til kommunerne. Holdningerne gik fra det ene yderpunkt til det andet.


Lars Borg indledte dagen med en bastant udtalelse om at Næstved Kommune går all in på Microsoft – og at open source som alternativ har meget lange udsigter. Forestillingen om, at bevægelsen frem mod digital uafhængighed er tidskrævende, blev delt af flere indlægsholdere. Andre gav udtryk for at processen er godt i gang og bør speedes max op. Fx Marie Gottlieb Danneskiold-Samsøe, der pointerede, at vi skal i gang med open source alternativer nu, hvis vi ikke skal tabe innovationsmæssigt og økonomisk til big tech baseret på ikke-europæiske værdier.

Ud over repræsentanter fra henholdsvis Næstved, Ishøj og Ringsted kommuner var de øvrige indlægsholdere, på nær Anne Kathrine Fjord-Marschall fra KL, kommunale leverandører som Deloitte, TDC Erhverv, Magenta, Capacit, Tieto, Microsoft og Semaphor.

Der var bred enighed om, at det ikke er enten-eller med big tech og open source, men både-og. Der blev refereret til PA Consultings undersøgelse, som fastslår, at vi i Danmark er stærkt afhængige af big tech med manglende kontrol over egne data – og begrænset kontrol over og styring af vores digitale løsninger. EU’s nye lovforslag Cloud and AI Development Act (CADA), der skal sikre, at europæisk data ikke er unødigt afhængige af aktører uden for EU, blev også nævnt flere gange. Behovet for digital uafhængighed af big tech er et faktum.

Christian Koerner fra Ishøj Kommune pointerede, at det ideelle er, at tage det bedste fra begge verdener. Herefter fulgte konkrete eksempler på, hvordan Ishøj Kommune har erstattet en lang række big tech produkter med open source, men fortsat vil holde fast i Microsoft som leverandør. Vi går efter digital handlefrihed og er nysgerrige på alternativer, forklarede Christian Koerner. Herfra lød også en af dagens bedste onelinere: “Open source er ikke plug and play – nogen skal gå forrest”. En anden var “Der er ingen plan B”, som kom fra Marie Gottlieb Danneskiold-Samsøe, Ringsted Kommune. Målet er ikke 100% open source, men digital handlefrihed til at være uafhængige og sikre ejerskab over egne data.

Den overordnede konklusion på dagen var, at digital handlefrihed til kommunerne kræver tid og tæt samarbejde mellem kommunerne, leverandører og andre aktører. Det har taget tid for big tech at blive dominerende på markedet - og det vil tage tid at tage kontrolen tilbage.

Marie Gottlieb Danneskiold-Samsøe, Ringsted Kommune og Tobias Fonsmark fra Semaphor holdt sammen et oplæg omkring deres fælles mål om at erstatte udvalgte big tech løsninger med open source. I løbet af præsentationen fik Semaphor lejlighed til at introducere et udvalg af vores open source produkter. InAlis er Semaphors open source arbejds-PC baseret på Linux NixOS. InAlis er skabt ud fra de erfaringer, vi har fra SIA Open, som vi udvikler for Statens It - samt ud fra Semaphors omfattende kendskab til Linux, som samtlige ansatte har anvendt på desktop siden 2010.