Hop til indhold

Semaphor i paneldebat med Christina Egelund på Vilde teknologier

Under paneldebatten Digital Suverænitet den 28. august 2026 på Dokk1 gik bølgerne højt og skrækvisionerne for konsekvensen af Danmarks manglende digitale uafhængighed blev luftet.

2. september 2026

Paneldeltagerne blev efter tur bedt om at markere det nuværende niveau for Danmarks digitale uafhængighed på en scala fra 0 til 10. To af deltagerne svarede 0.


Den ene “nulgiver” var Bernard Benhamou, generalsekretær for Institute of Digital Sovereignty i Frankrig og den anden var Tobias Fonsmark fra Semaphor. Vurderingen, der ledte til 0, blev fra begge sider begrundet med, at 96% af al europæisk data ligger på amerikanske servere i dag. I Europa har vi simpelthen ikke kontrol over vores data. Af samme grund lød det fra de to herrer, at det allerførste der skal tages fat på, er overflytning af egne data til egen sikker hosting.

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund gav tydeligt udtryk for at digital suverænitet og digital handlefrihed bør have højeste prioritet. I den forbindelse blev det understreget, at vi i Danmark ikke kan stå alene, men at vi sammen med de øvrige europæiske lande skal finde effektive og fremtidssikrede løsninger.

Tyskland med Schleswig-Holstein i spidsen og den franske regerings beslutning om at overgå til Linux og udfase Windows blev nævnt som eksempel på handlekraft til efterfølgelse. For at komme i mål med digital suverænitet i Danmark og det øvrige Europa, skal der sættes kraftigt ind med investeringer i europæisk it-teknologi, politisk regulering samt initiativer på alle niveauer: regering, regioner, kommuner og borgere.

Bernard Benhamou satte sagen på spidsen med udsagnet om, at det i sidste ende handler om at beskytte vores europæiske demokratier. Hvis en stormagt er i besiddelse af de europæiske landes mest fortrolige data og vælger at misbruge dem, kan vi ikke sikre vores borgeres demokratiske rettigheder. Skrækversionen er, at vi mister vores demokrati fordi vi ikke har været vågne og set faren i tide. Derfor må digital suverænitet have højeste prioritet.

Afslutningsvis bad moderator Hans Ravnkjær Larsen deltagerne om give et realistisk bud på niveauet for Danmarks digitale suverænitet om fem år på skalaen fra 0 til 10. Her lå de laveste bud på 5 og de højeste på 9. Trods de mørke fremtidsvarsler, er der håb for fremtiden, men det kræver handling.

Ud over forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund, Bernard Benhamou og Tobias Fonsmark bestod debatpanelet af Signe Ravn-Højgaard og Jesper Kjeldsen. Alle var enige om, at det kræver en kraftigt boostet indsats, europæiske investeringer og målrettet politisk handling at sikre dansk og europæisk digital suverænitet.