Hop til indhold

Semaphor introducerer digital uafhængighed og open source på Erhvervsakademi København

Torsdag den 1. oktober holder Tobias Fonsmark oplæg om digital uafhængighed og open source på Erhvervsakademi København, der udbyder IT-uddannelser som datamatiker, IT-teknolog, multimedie designer, softwareudvikler med flere.

30. september 2026

På mange IT-uddannelser er digital uafhængighed og open source ikke noget, man bruger tid på. Det bliver der lavet om på med dette arrangement, hvor Semaphor introducerer de studerende på Erhvervsakademi København til open source verdenen med digital uafhængighed som overskrift.


Ude i den virkelige verden vokser interessen for digital uafhængighed med tiltagende kraft. Regeringen, offentlige kontorer og kommunerne ønsker i stigende grad digital suverænitet og digital handlefrihed. Rundt om i landet sættes pilotprojekter i gang og proprietære løsninger udfases til fordel for open source løsninger.

Derfor er det oplagt, at landets IT-uddannelsesinstitutioner følger trop og giver de studerende undervisning i alternativer til big tech. Der findes et stort udvalg af open source produkter på markedet, som kan erstatte stort set alle proprietære løsninger. Det kræver blot, at de studerende får kendskab og adgang.

Derfor er timing helt rigtig, når Tobias Fonsmark i sit oplæg introducerer open source i historisk perspektiv og giver eksempler på open source alternativer til big tech. Ved arrangementet på Erhvervsakademi København kommer Tobias Fonsmark på scenen sammen med Semaphors tidligere datamatikerpraktikant Martin Hjelm.