Hop til indhold

Tobias Fonsmark i paneldebat om digital suverænitet på Vilde Teknologier festival

Vilde Teknologier finder sted i Aarhus fra 27. til 29. august 2026, og i år deltager Tobias Fonsmark fra Semaphor i paneldebatten “Digital suverænitet: Hvad skal der til, før Danmark og Europa bliver herre i eget digitale hus?” fredag den 28. august 2026.

18. august 2026

Festivalen Vilde Teknologier, der startede som Vilde Robotter i 2023, samler teknologiinteresserede i alle aldre lige fra fagprofessionelle og private virksomheder til nysgerrige børn, unge og voksne. I år kan du blandt andet opleve robothunden Bob i aktion, bygge og programmere robotter, prøve den rullende robotsofa, hilse på bogrobotten Tage og skabe magiske lysinstallationer. Ud over de teknologiske hands-on events er der flere talks og debatter fx om vilde teknologier og mental sundhed samt paneldebatten om Digital Suverænitet.


I 2025 satte en konference på Christiansborg gang i en nødvendig debat: Kan Danmark overhovedet kalde sig digitalt suveræn, når vores data, digitale infrastrukturer og vigtigste teknologiske platforme i vid udstrækning er ejet og kontrolleret af andre?

Spørgsmålet er siden hen kun blevet mere presserende. Derfor tages dialogen videre på Vilde Teknologier 2026 med paneldebatten “Digital suverænitet: Hvad skal der til, før Danmark og Europa bliver herre i eget digitale hus?”.

Danmarks nye forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund stiller op og vil sammen med de øvrige paneldeltager give et bud på, hvad der konkret skal til, hvis Danmark og Europa skal blive mindre afhængige af globale tech giganter og mere herre i eget digitale hus. Hvilke investeringer, prioriteringer og kompromiser kræver det? Hvad er realistisk – og hvad er ønsketænkning? Og hvornår kan vi med rette argumentere for, at vi har opnået digital suverænitet?

Øvrige deltagere i paneldebatten foruden Tobias Fonsmark: Bernard Benhamou, generalsekretær for Institute of Digital Sovereignty (ISN) og ekstern lektor i internetforvaltning ved Paris 1 Panthéon-Sorbonne, Christina Egelund, forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister samt folketingsmedlem for Moderaterne. Signe Ravn-Højgaard, Ph.d., direktør i Tænketanken Digital Infrastruktur og Jesper Kjeldsen, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune samt medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokratiet. Moderator er Hans Ravnkjær Larsen, Dansk IT.

Paneldebatten foregår på engelsk og afholdes i Dokk 1’s lille sal fredag den 28. august 2026 kl. 13.30 til 14.15. Du kan tilmelde dig her.