Hop til indhold

OS2 offentligt digitaliseringsfællesskab

OS2 erstatter proprietære løsninger med open source, hvor de kan - og har valgt Semaphor som samarbejdspartner

I sin rolle som ansvarlig for OS2s centrale sekretariat har Rasmus Frey valgt at samarbejde med Semaphor omkring fildelingsplatformen Nextcloud. En løsning, som han er tilfreds med - og som umiddelbart vurderes som skalerbar, hvis behovet opstår.


”I sin tid valgte vi Semaphor som samarbejdspartner fordi de er en kendt spiller på open source -markedet – og det var tydeligt, at de havde viden og indsigt omkring Nextcloud. Vi vidste også, at Semaphor havde et samarbejde med Statens IT. Der var tillid på forhånd - og vi kunne få et tilbud med det samme”, fortæller Rasmus Frey og fortsætter:

”Det er 4-5 år siden, at jeg tog beslutningen om at vælge en open source-løsning til vores nye fildelingsplatform. Det blev et fravalg af Dropbox og et tilvalg af Nextcloud driftet af Semaphor. Selvom formålet med OS2 er at udbrede kendskabet til og brugen af open source i danske kommuner, regioner og statslige institutioner, står det ikke skrevet nogen steder, at vi selv skal bruge open source-løsninger. Teknisk set hører OS2 sekretariatet under Aarhus Kommune - og det er dem, der IT-understøtter sekretariatet. Her er det en Microsoft infrastruktur, der benyttes. Der er tale om en udlånsaftale, hvor OS2 frikøber vores tid i sekretariatet af Aarhus Kommune. Selv at anvende open source-løsninger i sekretariatet er et rigtig godt signal at sende, synes jeg. Hvor vi kan, erstatter vi proprietære løsninger med open source. Fx arbejder jeg selv på en laptop med Linux installation i stedet for den arbejds-PC, jeg oprindeligt fik udleveret. Det er et aktivt valg. Dog må jeg sige, at jeg er open source-entusiast, men ikke open source for open sources skyld. Jeg har en pragmatisk tilgang ud fra, hvordan vores behov bedst bliver opfyldt og hvor meget kontrol, jeg ønsker at have over løsningen. Hvor stor er værdien af digital suverænitet i forhold til den opgave, der skal løses? I valget af fildelingsplatform havde vi brug for en vis kapacitet. OS2 er et fællesskab på tværs af kommuner, og vi deler filer med alle medlemmerne af vores forening og alle projekternes aktører. Vi faciliterer omkring 30 produkter og projekter, hvoraf de største er OS2Kitos it-overblikssystem med 80 involverede kommuner og OS2 AI med 46 kommuner og tre regioner involverede, oplyser Rasmus Frey.

Hos Semaphor har vi fået en fair pris på vores Nextcloud aftale. Vores Nextcloud løsning har altid virket og er altid tilgængelig, og der er ikke opstået nogle kritiske situationer – kun mindre sager, som hurtigt er blevet håndteret. Vi får hvad vi betaler for hvad angår sikkerhedsniveau og tryghed. Det er en enkel velfungerende løsning, der kan udbygges på sigt. Hvis der kommer flere brugere til eller vores krav ændrer sig, er aftalen skalerbar fx med first line support og mere serverkapacitet. Ved at vælge Nextcloud har jeg samtidig tilvalgt en binding til Semaphor med en driftsaftale. Men det er en binding, der er langt lettere at fravælge igen fremfor en tilsvarende proprietær løsning. Jeg er bevidst om hvilket produkt jeg betaler for – og jeg ved, at det er muligt at få mere end jeg får i dag”, slutter Rasmus Frey.

Læs mere om Nextcloud
Læs mere om hosting af Nextcloud