Hop til indhold

Vi er alt for afhængige af amerikansk software og digitale tjenester

Realistiske forventninger er afgørende i den digitale transition væk fra US-tech-løsninger. Der bliver i øjeblikket skrevet og sagt meget om behovet for at finde alternativer til amerikanske techgiganter. Der er gang i en bevægelse, hvor mange er ved at vågne op af deres Tornerose-søvn.

28. april 2025

Af Tobias Fonsmark


Samtidig sætter store spillere som IT-Branchen fortsat spørgsmålstegn ved om det overhovedet er muligt at frigøre sig fra den amerikanske dominans.

Mit svar er et rungende: Ja!

Ikke mindst fordi det fra mit perspektiv slet ikke er en kamp vi kan tillade os at opgive på forhånd. Vores generelle sikkerhed, europæiske borgeres datasikkerhed og privatliv, og vores forsyningssikkerhed er alle afhængige af, at vi gennemfører en digital transition væk fra disse løsninger. Det er en bunden opgave, som politikerne ynder at sige.

For mit vedkommende virker det som om tiden (og Trump) har arbejdet for mig. Jeg har siden slutningen af 90'erne stræbt efter at Danmark og Europa kunne klare sig uden amerikanske IT-løsninger, så på trods af de mange problemer vi nu står med, ser jeg det som meget positivt, at de fleste nu kan se, hvor naive vi har været.

Men i denne debat er det også vigtigt at lave en realistisk forventningsafstemning med brugerne af disse systemer. Når vi de sidste +20 år har sendt alle vores penge til USA - til gavn for amerikanske virksomheders videreudvikling og optimering af deres produkter – i stedet for at investere i europæiske løsninger, er det klart at det vil kunne mærkes i brugeroplevelsen, i det mindste i starten, ifm. de nye alternativer vi skal til at bruge.

I Mandag Morgen har jeg fået lov til at udlægge dette og siger bl.a. ”Der findes open source-løsninger, der er fuldt funktionsdygtige til langt de fleste formål, men brugeroplevelsen er måske ikke altid så lækker, og knapperne sidder nogle andre steder, end man kender det fra de store systemer”.

Læs hele artiklen med overskriften ”Vi er dybt afhængige af amerikansk software og digitale tjenester” hos Mandag Morgen (bag betalingsmur) via linket.

Jeg har også haft mulighed for at give mit lille pip med om, digital suverænitet og open source’s rolle i den digitale transition som EU og Danmark står overfor, i Prosa-bladet. Du kan læse artiklen "Pludselig vil alle høre om open source" her.